Strandinger og forlis på Rømø
Forfatter Erik Hansen Bogens udgangspunkt er om strandinger omkring Rømø, men handler i høj grad også om ø- og kystbeboernes liv ved Vadehavet, Vesterhavet og i Nordsøen, og hvordan det til tider hårde vejr påvirkede deres hverdage på godt og ondt. Fra 1600-tallet oplever man en udvikling af samfundet i Vadehavet formet efter naturens kræfter, men også en udvikling der i 1900-tallet bliver mere og mere på naturens bekostning. Bogen bygger bro over Vadehavsøens dansk-tyske historie med redningsvæsnet som hovedperson, samt redningshistorie med Danmarks sidste aktive ro-redningsbåd. Historier og erindringer der er fortalt med personens egne ord har et præg af sønderjysk humor. Øvrigt materiale til bogen er hentet fra gamle dokumenter, artikler fra aviser og andre relevante kilder. Bogen indeholder gamle og nye billeder fra Rømø; af folk, naturområder, stormfloder, auktioner, strandinger og forlis.
Erik Hansen blev født 1939 i Nr. Tvismark, som den ældste af 7. Han voksede op på sin fars landbrugsgård i Toftum i en tid, hvor der aldrig var mangel på hverken fugle eller fisk i Vadehavet. Eriks interesse for jagt og fiskeri gjorde ham bevist om naturens luner og strandturene gav altid noget spændende fra sig. Oftest var det rav, men også vragrester fra tidligere tiders strandinger og forlis, samt deres last, som kunne være skyllet ind fra havet. Strandings-historierne var mange og nedskrevet mange steder, men ikke i en enkelt bog. I 2014 blev der oprettet en forening for bevaring af Danmarks sidste aktive ro-redningsbåd med Erik som formand. I 2023 fik båden sit egen museum, Rømø Redningsmuseum RRB-88 i Østerby.
Tekst til forsidebilledet I året 1899 den 5. august løb everten Johannes Georg af Kongsmark på Rømø fast på Jordsandstjert. Everten der var 41 år gammel kom fra Wyk på Føhr med en ladning sten¬kul, bestemt til købmand Hans Andersen Dichmann Hansen i Kongsmark. Vinden blæste med vindstyrke 4 fra nord nordøst med høj søgang og tåge. Skipperen Søren Knudsen af Kongsmark reddede sig i egen båd ind til Sild, men var denne nat, på grund af det der skete og den fare han havde været stedt i, pludselig blevet ganske hvidhåret. Ladningen blev for den største del bjærget, men everten blev vrag. BJB
ISBN nr.: 978-87-976639-0-5
