Generalforsamling 2025

Rømø Lokalhistorisk Forening
Referat af generalforsamling den 21. marts 2025

Formand Sten Jensen bød de 24 fremmødte personer velkommen til foreningens 31. generalforsamling og fortalte, at Mary-Anna efter generalforsamlingen vil fremvise en Power Point med billeder fra udgravningen ved Hattesvej.
Forsamlingen sang herefter ”Blandt Rømøs klitter dér vil jeg bo”

Generalforsamlingen kunne herefter begynde.

Pkt. 1: Valg af dirigent.
Bestyrelsen foreslog Vagn Henriksen som blev valgt.
Vagn takkede for valget og han gennemgik herefter foreningens vedtægt vedr. indkaldelse til generalforsamling, som skal varsles 14 dage før ved indkaldelse i foreningens medlemsblad, som udsendes til alle pr. post eller e-mail.
Medlemsblade til postadresser på Rømø er uddelt mellem den 4. marts og 7. marts, altså minimum 14 dage før.
Medlemsblade som er sendt med DAO er afleveret hos DAO fredag den 28. februar, hvilket skulle være tidligt nok til at brevene kunne være fremme hos modtager senest 7. marts.
Medlemsblade som er sendt pr. mail er sendt den 27. februar. Desværre blev alle disse mails stoppet, idet mailprogrammet opfattede de 85 enslydende mails, som spam. Alle 85 mails blev efterfølgende genfremsendt i mindre portioner den 28. februar, 1. marts og 2. marts.
Nogle få af disse mails kan være havnet i modtagers spam-mappe, og hvis modtager ikke kontrollerer sin spam-mappe, har nogle modtagere måske ikke set indkaldelsen til generalforsamlingen rettidigt.
Det er undersøgt hvordan man juridisk ser på en sådan situation, og heraf fremgår det, at når det drejer om ’få medlemmer’ (der findes ingen tal på hvor mange det er) som måske ikke har modtaget indkaldelsen, vil dirigenten kunne betragte generalforsamlingen som lovligt varslet, forudsat afsendelsen af indkaldelsen har været rettidigt.

Herefter kunne vi fortsætte generalforsamlingens dagsorden.

Pkt. 2: Bestyrelsens beretning
Sten Jensen:
Ved årsskiftet havde forening 220 medlemmer.
Der er i årets løb afholdt 5 bestyrelsesmøder og medlemmerne har fået tilsendt 3 medlemsblade.
Den 13.-14. april 2024 var der inviteret til ’Åbent Hus’ med udstillingen ’Rømødæmningens første 75 år – set fra Rømø’.
Der var ca. 50 besøgende hen over weekenden. Mange var meget interesserede og roste de flotte plancher.

Den 18. april 2024 har Mary-Anna, Lilly, Marianne og vores arkivmedarbejder, Ellen, været til foredrag i Skærbæk om GDPR-regler for lokalarkiver og SLA’s billedvejledning, så det skulle der nu være styr på.

Den 24. maj 2024 deltog formanden i A/S Plantningsselskabet Sønderjylland’s generalforsamling med efterfølgende middag på Agerskov Kro. Om eftermiddagen var der guidet skovtur i Hyrup Plantage, hvor der blev set på klimaplantning.

Mary-Anna har deltaget i et møde med Rømø Lokalråd om vores anvendelse af Medborgerhuset-Rømø Skole. Et møde som alle foreninger på Rømø har været inviteret til.

Den 9. november 2024, Arkivernes Dag, var der inviteret til ’Åbent Hus’ med udstilling i anledning af Rømø Havns 60-års jubilæum. Der var ca. 60 besøgende i løbet af dagen. Udstillingen med de flotte plancher med mange billeder og oplysninger blev rost meget.

Den 5. december 2024 blev årets sammenskuds julefrokost for bestyrelsesmedlemmer, arkivmedarbejdere og revisorer med ledsager afholdt hos Marianne på Juvrevej. Tak for husly.

Til slut herfra, en stor tak til de flittige arkivmedarbejdere Mary-Anna, Lilly, Marianne, Ellen, Elisabeth og Vagn for deres utrættelige arbejde på arkivet hver tirsdag eftermiddag.

Og nu lidt om huset:
Der er lagt fliser mellem lejlighedens bryggers og arkivet. Forinden blev muld afgravet og derefter opfyldt med sand, stampet og afrettet for 7.375,- kr. af Jeroen Mouritz. Fliserne, som blev lagt af os selv, var gratis og afhentet i Døstrup.

Mary-Anna om arkivet:
Besøgstallet for 2024 slår rekord på arkivet. Med 210 besøgende blev det til 60 flere end i 2023.
De fleste kom i arkivets besøgstid, hver tirsdag fra kl. 14-16.
Enkelte grupper kom efter aftale udenfor åbningstiden.
Vi viser gerne arkivet frem og fortæller om øens historier og hemmeligheder, ligesom vi også gerne vil høre om gammelt nyt fra vores gæster.
Er der spørgsmål til arkivarbejdet er man også meget velkommen til at besøge os.

De sidste 2 udstillinger, Rømø Dæmning 75 år og Rømø Havn 60 år, slog benene væk under os med den store interesse og vi har fået travlt med at lave de forudbestilte hæfter.
Et hæfte koster 50,- og indeholder udover kopier af de 10 plancher fra den enkelte udstilling også lidt ekstra materiale.

Der kom 33 indleveringer til arkivet.
Det betyder ikke at vi fik 33 billeder eller 33 dokumenter… én indlevering kan bestå af alt – lige fra ét foto til 50 kasser med blandet indhold af aviser, billeder, dokumenter, notater, protokoller, film, cd’er og meget andet.
Skulle nogen være i tvivl, så er det netop indleveringerne der holder os frivillige i gang på arkivet.
Vi skal ved hver indlevering nu have underskrift fra giveren på en modtagelseserklæring, så der ikke længere er tvivl om hvad der indleveres og hvordan det skal, eller må håndteres på arkivet.
Der kommer efterhånden også mere styr på de gamle indleveringer, blandt andet scrapbøgerne med avisudklip der bliver registreret på arkivet og bliver søgebart på Arkiv.dk.

Over 600 mails er blevet sendt frem og tilbage med spørgsmål og svar.
Vi modtog blandt andet en mail fra en dame vedrørende oplysninger på en mand og hans kone, som havde et firma på Rømø. Damen vidste ikke hvilket slags firma det var.
Vi fandt de meget få oplysninger vi havde på manden og kunne konstatere, at firmaet var på 4 bogstaver som ikke gav noget mening for os. Der stod dog Dæmning og at det lå i Tvismark.
Jeg spurgte de andre; hvad lå i tidsrummet mellem Café Dæmning og Ny Form ud over en sexbutik?
Svaret var en sexbutik. Vi fandt en plakat fra 1970’erne frem fra gemmerne med et lille billede af butikken.
Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive til damen som jeg ikke kendte, at den efterspurgte mand drev en sexbutik på Rømø. Det viste sig dog hurtig at hun selv havde knækket koden og blev rigtig glad for de yderligere oplysninger vi kunne bidrage med.

150.705 besøgte i 2024 vores registreringer vedrørende Rømø på arkiv.dk.
Der blev registreret omkring 1.200 billeder.
Over 21.000 billeder vedrørende Rømø er lagt på arkiv.dk, deraf er 18.538 offentlig tilgængelig.
Det mest sete af vores billeder på arkiv.dk i 2024 var B7294, mindetavlen for M/S Hans Hedtofts forlis i 1959 med 966 klik.
Siden billedet blev lagt ud på arkiv.dk har 3.509 personer set det.
F121 med 568 klik. Billedserie af Hotel Færgegården.
P1 med 284 klik. Plakat af de gamle døre på Rømø.

I 2024 havde vi på Rømø Lokalhistorisk Forening og Arkivs Facebookside – 659 følgere og 1.300 visninger.
Mange af medlemmerne modtager nu vores medlemsblad på mail.
Nogle af medlemmerne bor i udlandet, men også mange af de mere lokale medlemmer er meget interesseret i, hvad der har rørt sig på øen.
Vi hører derfor gerne fra folk som har nogle gode historier, vedrørende Rømø liggende i hukommelsen og som gerne vil dele dem med resten af foreningens medlemmer.
I det sidste blad fik vi historien om Kommandørgårdens tilblivelse af Ellen Thøgersen.

Skulle der være en eller to, som vil hjælpe arkivet med at sætte det lille blad i format, så hører vi også gerne fra jer.

Arkivet har åbent hver tirsdag fra kl. 14 til 16.

Besøg ud over den almindelige åbningstid kan arrangeres ved telefonisk eller skriftlig henvendelse til arkivlederen. Find oplysninger på hjemmesiden og i medlemsbladet.

Vi har igen fået MobilePay, nu med nr. 50702. Det gør det hele så meget nemmere, når det drejer sig om køb af bøger og betaling for medlemskab.
Jeg ser tilbage på et flot teamwork i Rømøs lille lokalarkiv for 2024 og glæder mig til samarbejdet i 2025.

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer til bestyrelsens beretning, som blev godkendt med applaus.

Pkt. 3: Regnskabsforelæggelse
Elisabeth gennemgik det udleverede regnskab for 2024 med enkelte kommentarer.

Arkivet:
Indtægt – Gaver: 2.225,26
Består bl.a. af bonus fra TRYG, gruppebesøg på arkivet m.m.

Udgifter – Stofa: 6.024,00
Udgift til internet-erhverv

Kontorartikler: 4.450,60
Diverse arkiveringsmateriale

Ejendommen:
Udgifter – Ejendommens vedligeholdelse
Hovedsageligt udgifter til forarbejde for fliser mellem bryggers og arkiv

Der var ikke nogen kommentarer eller spørgsmål til regnskabet som blev godkendt af generalforsamlingen.

Pkt. 4: Behandling af indkomne forslag
Der var ingen forslag.

Pkt. 5: Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 100,- pr. år, som blev godkendt af generalforsamlingen.

Pkt. 6: Valg til bestyrelse og revision
På valg i år var:          
Lilly Hansen – modtager genvalg
Mary-Anna Wraae Grundt – modtager genvalg
Oluf Stenrøjl Kristensen – modtager IKKE genvalg
Bestyrelsen fremsatte forslag om valg af
Oluf Jessen, Kongsmark

Der var ingen andre forslag, så Lilly og Mary-Anna blev genvalgt og Oluf Jessen blev nyvalgt til bestyrelsen.

Som suppleant:           Svend Christensen – modtager genvalg
Der var ingen andre forslag, så Svend blev genvalgt som suppleant.

Til revision:                    Juliane Schramm – modtager genvalg
Der var ingen andre forslag, så Juliane blev genvalgt.

Pkt. 7: Eventuelt
Her reklamerede Mary-Anna for salg af bøger. Vi har rigtig mange bøger til salg, og nu udbydes 5 af de 6 bind ”Rømø – Et vesterhavspræget samfund” på dansk, skrevet af Bert Kelm, til en samlet pris på 100,- kr. Skal du kun bruge enkelte bind, finder vi en pris på dem. Bind 2 er udsolgt.

Oluf Stenrøjl Kristensen takkede for den tid han har været med i bestyrelsen, og formand Sten Jensen takkede ham for hans arbejde som bestyrelsesmedlem med en chokoladegave.

Elisabeth efterlyste ideer til nye udstillinger. Og på baggrund af de fremsatte forslag, kunne det tyde på, at vi kan bruge nogle af de gamle udstillinger med nye oplysninger.

Herefter kunne dirigenten afslutte generalforsamling med tak for god ro og orden.

——————————————-

Efter generalforsamlingen sang vi ”Jeg blev lagt for vind og vove”

Foreningen var herefter vært med kaffe og kager.

Under kaffen blev Elisabeth og Vagn begavet af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter, arkivmedarbejder og revisorer med blomster og kurv sammensat med alskens lækkerier samt 2 krus med logo og billeder, da de har været med i arkivarbejdet i foreningens første 30 år.

Mary-Anna gennemgik dernæst en Power Point med billeder og fortællinger om ”Den forsvundne ejendom” ved Hattesvej, som fremkom i forbindelse med Marsk-Destilleriets ansøgning om opførelse af en bygning. Museum Sønderjylland – Arkæologi foretog undersøgelser af stedet og fandt derved bevis for, at der har ligget en gård på stedet. Mary-Anna har fået billederne fra Museum Sønderjylland og med egne oplysninger har hun sammensat en rigtig god og interessant fortælling om gården og de nærliggende gårde.

Aftenen blev afsluttet med endnu en sang: ”Velkommen til Rømøs strande”

Sten Jensen sluttede af med: ”Tak for i aften og kom godt hjem”.

Ref.: Vagn Henriksen

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Formand –           Sten Jensen

Næstformand –       Lilly Hansen

Kasserer –          Elisabeth Henriksen