Generationsskifte på Lokalarkivet, Mary-Anna afløser Magnus som arkivleder.

Siden 2006 har det været Magnus Buch som har haft det daglige ansvar på arkivet, som han overtog efter tidligere arkivleder Arne Jørgensens pludselige død, men nu har Magnus så valgt at trække sig lidt tilbage og vil fremover nøjes med at være medhjælper på arkivet. I stedet for Magnus overlades den daglige styring nu til Mary-Anna som efter 35 år på fastlandet er på vej tilbage til sin elskede føde ø. Mary-Anna flytter fra Ribe og til Havneby så snart det er muligt.

Til daglig arbejder Mary-Anna ved småkagefabrikken Keldsen i Ribe, hvor hun er en del af natholdet. Mary-Anna har gennem de sidste tre år sideløbende arbejdet som historisk guide på Naturcenter Tønnisgård. Hun har ligeledes for få år siden været med til at starte foreningen til bevarelse af den gamle ro redningsbåd på Rømø – RRB-88. Båden som i dag ligger i en hal i Kongsmark venter på, at nogle kærlige hænder tager sig nænsomt af den. Mary-Annas far, Erik Hansen, er i dag formand for foreningen og arbejder ihærdigt på at de kan få redningsbåden renoveret.

Interessen for historien har Mary-Anna haft i mange år, faktisk skal vi helt tilbage til barndommen, hvor hendes far elskede og fortælle historier og hun elskede at lytte til hans fortællinger. Sideløbende har hun haft interesse i og granske sin families stamtræ. At hun skulle gå hen og blive leder af lokalarkviet, har ikke været en overraskelse for hende selv, men det er kommet lidt tidligere end forventet, da hun først regnede med det blev når hun blev pensionist.

– Jeg glæder mig helt vildt til fremtiden på Rømø, for jeg har savnet Rømø, og det har jeg faktisk gjort i mange år, siger den fremtidige lokalarkivleder.